VÆRDIER
AOF REGION NORDJYLLANDs værdier er baseret på mangfoldighed, fællesskab, ligeværd og demokrati. Vi tror på at give en platform til alle mennesker, hvor de i fællesskab kan udvikle sig, dygtiggøre sig og udleve deres drømme, for de drømme, vi deler, samler os, og giver os forudsætningerne til at skabe et godt liv.
Hos AOF Region Nordjylland arbejder vi for at fremme lighed og lige muligheder for alle på tværs af samfundet, så alle kan være aktive samfundsborgere og leve et godt liv – både privat og professionelt. Derfor har vi stort fokus på at tilbyde uddannelse og aktiviteter rettet mod udsatte befolkningsgrupper, så ingen ekskluderes på baggrund af køn, alder, uddannelse, arbejde, religion mv.
Vores arbejde er baseret på folkeoplysningstanken, og derfor har vi fokus på, at det enkelte menneske har en viden og forståelse af demokratiet og samfundet, som de er en del af. Det er grundlæggende for, at vi mennesker kan aktivt deltage i samfundet, få en stemme i debatten og være i stand til at påvirke samfundsudviklingen ud fra vores egne politiske og økonomiske interesser.
AOF Region Nordjylland anser nemlig fællesskabet for at være fundamentet for det enkelte menneskes udvikling. Mennesker udvikler sig i fællesskabet med andre, og det er her, at vi lærer om balancen mellem kollektivet og individet, hvilket også giver os en forståelse af, hvorfor solidaritet på tværs af samfundet er så vigtigt.
Fællesskabet er en grundlæggende værdi i vores samfund, på arbejdspladsen og mellem os mennesker, men det stærke fællesskab skabes af frie mennesker, som udvikler sig og dygtiggør sig i løbet af livet. Det gør mennesker i stand til at blive klogere på sig selv og på omverdenen, og derfor er det helt essentielt for AOF Region Nordjylland at skabe platforme, hvor vidensdeling, debat og refleksion er omdrejningspunktet, så det enkelte menneske har mulighed for at uddanne sig på hverdagsplan i løbet af livet.